søndag den 21. oktober 2012

Kernefamiliens sammenbrud!

Vi kan godt blive enige om, at 'sammenbrud' er et negativt ladet ord, ikke?

Sad egentlig så søndagmorgenfredeligt med min kaffe, min yngste søn og min havregrød, da der kom et spot i radioen: Bla bla bla, DR1 i aften om skilsmisse, kernefamiliens sammenbrud. Dyster musik.

Jeg var egentlig bange for, det var mig, der var off beat, når jeg gik rundt og sagde, at en af grundene til at alt det her sammenbragt-familie-halløj er så svært, er at vi primært præsenteres for kernefamilien i medierne.  Men det er jo rigtig nok.

Det ku man jo vælge at se stort på, og så bare nyde idyllen. Eller hvad? Nej, det ku man nemlig ikke, for patchworkfamilien har negativt udspring. Den er opstået af noget, der gik i stykker. Den er det næstbedste. Hånden på hjertet, og fuldstændig straight: jeg ville sgudda ønske, det var anderledes. Jeg får det til at fungere, jeg ser de positive muligheder, men dybest set ville jeg da ønske, det var anderledes. At vi ikke skulle slås så meget hele tiden. At vi ikke skulle forhandle med to andre familier om alt muligt hele tiden. At mine børn ikke skulle rykkes fra hjem til hjem hele tiden.

Spottet i morges fik mig til at indse, at familier som vores er opstået af en negativ præmis. Ligesom Ny Alliance, der opstår fordi medlemmerne ikke længere kan finde sig til rette i deres gamle parti. Man er enig om at være uenig. Sådan er vores familiestruktur også. Vi er ikke opstået som en udelukkende positiv fremtidsdrøm. Vi er opstået af to forliste familier. Så kan voksne mennesker jo sagtens finde ny kærlighed, men ønskefamilien som struktur er død, og og kan ikke genskabes.

Så måske er det ikke så meget mediernes skyld, som jeg går og beskylder dem for? Jeg synes jo det er svært at finde gode familie-rollemodeller i mediebilledet, og har længe efterlyst det. Men hvad skal de vise? Vi er selvfølgelig nødt til at få det bedste ud af det, og ja jeg kunne da virkelig godt tænke mig nogle flere at kigge på, når jeg skal finde ud af, hvad min rolle er som mor i hurlumhejhuset. På den anden side, så holder mit karma-hjerte ikke ret meget af negative præmisser. Jeg har dybest set svært ved at tro på, at ret meget godt opstår af negative præmisser. For hvad så, når politikerne har siddet lidt og blevet enig om, at alle de andre er dumme? Hvad så? Og hvad så med os, når vi har siddet lidt og er blevet enige om, at vi ikke kan være en kernefamilie. Hvad er vi så? Det liv, jeg vil skabe for mine børn, skal jo altså helst opstå af ønsker og drømme, og ikke af resterne, der blev tilbage fra to forliste drømme.

Der kommer ikke nogen positiv slutning på dette indlæg. Jeg elsker min mand og mine børn, men dybest set ville jeg ønske, vi var opstået af en drøm, af en positivt formuleret vision, og ikke af asken fra to brændte broer....

2 kommentarer:

  1. Tankevækkende - og jeg må give dig ret!

    Men nogle ord får bare ting til, at lyde endnu mere negativt end det allerede "er"!

    Kram
    /Christina

    SvarSlet
  2. Lidt mærkeligt at tænke på, hvilke associationer man får, når folk hører det samme indlæg på TV. Især hvis man selv er skilsmissebarn og halvdelen af en anden patchworkfamilie, der ikke altid er let at gøre sig klog på ... Uanset hvad, så er der jo ikke megen træer der gror ind i himlen - men den gode karma starter - forhåbentlig dér hvor man giver kærlighed nok til at det kan nå hele vejen rundt ...? (På en god dag) ?

    SvarSlet