Kernefamiliens sammenbrud!

Vi kan godt blive enige om, at 'sammenbrud' er et negativt ladet ord, ikke?

Sad egentlig så søndagmorgenfredeligt med min kaffe, min yngste søn og min havregrød, da der kom et spot i radioen: Bla bla bla, DR1 i aften om skilsmisse, kernefamiliens sammenbrud. Dyster musik.

Jeg var egentlig bange for, det var mig, der var off beat, når jeg gik rundt og sagde, at en af grundene til at alt det her sammenbragt-familie-halløj er så svært, er at vi primært præsenteres for kernefamilien i medierne.  Men det er jo rigtig nok.

Det ku man jo vælge at se stort på, og så bare nyde idyllen. Eller hvad? Nej, det ku man nemlig ikke, for patchworkfamilien har negativt udspring. Den er opstået af noget, der gik i stykker. Den er det næstbedste. Hånden på hjertet, og fuldstændig straight: jeg ville sgudda ønske, det var anderledes. Jeg får det til at fungere, jeg ser de positive muligheder, men dybest set ville jeg da ønske, det var anderledes. At vi ikke skulle slås så meget hele tiden. At vi ikke skulle forhandle med to andre familier om alt muligt hele tiden. At mine børn ikke skulle rykkes fra hjem til hjem hele tiden.

Spottet i morges fik mig til at indse, at familier som vores er opstået af en negativ præmis. Ligesom Ny Alliance, der opstår fordi medlemmerne ikke længere kan finde sig til rette i deres gamle parti. Man er enig om at være uenig. Sådan er vores familiestruktur også. Vi er ikke opstået som en udelukkende positiv fremtidsdrøm. Vi er opstået af to forliste familier. Så kan voksne mennesker jo sagtens finde ny kærlighed, men ønskefamilien som struktur er død, og og kan ikke genskabes.

Så måske er det ikke så meget mediernes skyld, som jeg går og beskylder dem for? Jeg synes jo det er svært at finde gode familie-rollemodeller i mediebilledet, og har længe efterlyst det. Men hvad skal de vise? Vi er selvfølgelig nødt til at få det bedste ud af det, og ja jeg kunne da virkelig godt tænke mig nogle flere at kigge på, når jeg skal finde ud af, hvad min rolle er som mor i hurlumhejhuset. På den anden side, så holder mit karma-hjerte ikke ret meget af negative præmisser. Jeg har dybest set svært ved at tro på, at ret meget godt opstår af negative præmisser. For hvad så, når politikerne har siddet lidt og blevet enig om, at alle de andre er dumme? Hvad så? Og hvad så med os, når vi har siddet lidt og er blevet enige om, at vi ikke kan være en kernefamilie. Hvad er vi så? Det liv, jeg vil skabe for mine børn, skal jo altså helst opstå af ønsker og drømme, og ikke af resterne, der blev tilbage fra to forliste drømme.

Der kommer ikke nogen positiv slutning på dette indlæg. Jeg elsker min mand og mine børn, men dybest set ville jeg ønske, vi var opstået af en drøm, af en positivt formuleret vision, og ikke af asken fra to brændte broer....

Min elskede dreng!

Nyder en Kaffelaffen og fordøjer dagen.

Min store smukke dreng er blevet sig selv igen. Jeg er blevet hans rigtige mor igen. Vi har fundet hinanden igen.

Vi har kæmpet med og om hinanden så længe, han og jeg. Han har været jaloux på lillebror. Jeg er blevet vred og frustreret. Han har hevet i mig og skubbet mig væk i én og samme bevægelse, og jeg har grædt, når jeg har stået i døren til hans værelse om aftenen, mens han sov. Vores navlestreng blev så pludseligt brudt, da jeg blev gravid og ørlesyg med hans lillebror. Pludselig var mor ikke længere mor, men bare en grå, smattet skal, der lå på sofaen og ikke kunne klare berøring. Det har været et svigt for ham, og jeg ved det. Jeg har kompenseret som en løvemor på godt og ondt. Jeg har gjort skaden god og jeg har gjort den værre. Vi har slidt hinanden som kun en mor og søn kan. Og vi elsker hinanden som kun en mor og søn kan.

Vi er lige kommet hjem fra en rejse med kaleidoskop som kikkert. Fodret pandaen i haven, og aet tigeren bag øret.

Han er min dreng igen! Han er smuk som aldrig før! Han er sig selv igen. Jeg kan kende min dreng igen, og han kan kende sin mor.

Jeg elsker ham!

Legeaftaler i patchworkfamilier

Har netop udgivet dette indlæg i min blog på delebarn.dk

I går havde min dreng en legeaftale. Noget, der for ikke-dele-familier er en helt naturlig ting. Og noget, vi virkelig kæmper for, at vores børn skal have integreret i deres liv til trods for deres deleordninger. Det er jo naturligt sådan, at når man har undværet sit barn i en længere periode, så har man da ikke lyst til at sende barnet ud at lege, lige når det kommer hjem, vel? Man har da lyst til at være sammen. Og barnet har lyst til at være sammen.

Hvad skal man så? Hvis barnet skal være hjemme i familien fordi der har været savn, så får det naturligt færre legeaftaler end jævnaldrende. Min bonusdreng har altid savnet sin far meget, når han kommer hos os, så han vil helst have, at de fleste legeaftaler bliver hos os. Altså, han har jo også aftaler hos mor, men når han er hos os, vil han helst ikke hjem til andre og lege, fordi han trænger til at være i hjemmet. Forståeligt nok. MEN! Skal han ikke have de samme muligheder for at lære at begå sig i venners hjem, bare fordi han er delebarn? Det er først efter jeg selv blev en del af hele denne dele-konstruktion, at det gik op for mig, hvor dybtrækkened konsekvenser dele-livet i virkeligheden har for vores børn. Og for os som forældre, der hele tiden skal navigere og skabe de bedst mulige rammer for ungerne.

Mit barns far bor et stykke væk fra børnehaven, så min dreng har ikke legeaftaler, når han er dér. Det vil sige, det er hos mig, alle legeaftaler skal arrangeres. Hvilket igen vil sige, at hvis han skal have ligeså mange legeaftaler som sine jævnaldrende, så skal han gennemsnitligt have dem oftere, da hans uge jo er kortere hos os, end hos jævnaldrende, der kun har ét hjem. Hvad så? Skal han have færre? Skal han ha stress af legeaftaler? Hele tiden disse dilemmaer, der ikke er noget indlysende godt svar på. Og hele tiden bliver vi mindet om, at det i bund og grund bare er ungerne, der betaler prisen for vores valg.

Ikke fedt!

Heldigvis er der i vores liv så det fede, at ting faktisk går ret godt. Min store dreng udvider venskabskredsen i børnehaven, og den næste, han bare såååå gerne vil have legeaftale med er storebrors lillebror. Altså: Min kærestes x-kones nye barn. Og heldigvis bliver det ikke problematisk, når de to gutter skal lege sammen. Jeg tror faktisk, de kan blive rigtig fine venner, for give and take, så er de jo altså opdraget ret ens.

Der er også det fede, at jeg kommer så rasende godt ud af det med min drengs far, at vi kan aflevere vores dreng til legeaftale sammen. Drikke aflevere-børn-til-legeaftale-kom-da-ind-til-en-kop-kaffe sammen uden nogen vist rigtigt tænker over, at vi kun er forældre sammen og ikke gift.

Igen og igen lærer dette deleliv mig, at alt det, andre tager for givet, det skal jeg værdsætte, for det er skrøbeligt og sart. Og det er måske slet ikke så dårligt at lære?

Knokler måsen af!

 

Jeg arbejder for at kunne åbne en webshop inden alt for længe. Sådan en helt rigtig en med dankort og hele balladen. Det er edderhakkemig et stort arbejde! Heldigvis er det også det bedste, jeg ved, og når de samtidig kan kombineres med familietid, så er der jo ikke et øje tørt, vel? Her til aften har jeg været i værkstedet med Aske i barnevogn udenfor og Tobias ved skrivebordet med sin computer. Mig ved symaskinen og os to i et aftenfællesskab med P3 musik, samtaler og stille arbejde i samhørighed. Han og jeg har haft så svært ved at finde et fællesskab om noget som helst, men når vi er sammen parallelt på denne måde, så opstår den stille magi.

Ringene på billedet kommer i den kollektion, der snaaaaart er klar. Kan du ikke vente med at se dem og evt. køre lidt med dankortet, så holder jeg åbent på lørdag:) Ring på 26835852 for kørselsvejledning, og skattekort, for mit værksted ligger godt gemt!

Min X-kærlighed

Smukke detaljer fra mit nye værksted. 

I dag har jeg flyttet det meste af det sidste med god hjælp af Jens og hans far. Egentlig havde vi talt om at tage i cirkus her i påsken, Jens, hans far og jeg, men så tilbød han sin hjælp med flytningen og vi blev enige om, at sådan en dag er ligeså meget værd for Jens som en tur i cirkus. Arj ok, vi besluttede at vente på bedre vejr med den cirkustur, men ingen tvivl om, at det både for Jens, hans far og jeg har været en dejlig dag. Det er en kæmpe, kæmpe gave vi har givet os selv, at vi kan enes og hygge os med den slags sammen. Jeg ved, der er mange mange andre skilsmisseforældre, der ikke kan den slags. 

Kom det gratis til os i form af et gigantisk held? Nej, gu fanden gjorde det da ej! Det har kostet tilgivelse, selvransagelse, kærlighed, giga-kameler, snak og gråd. Det har kostet, har det, men det er prisen værd. Når nu vi ikke kan være sammen som kærester, så er det en stor gave, vi har givet os selv og vores søn, at vi kan være sammen som forældre. 

Jeg ville egentlig gerne komme med en masse one-liner gode råd om, hvordan man når dertil, hvor vi er nu - 4 år efter - men uanset, hvad jeg kommer op med, så lyder det bare bedrevidende og hovskisnovski, og dét er der ved grød ingen, der har glæde af. Hvis jeg tænker tilbage, kan jeg ikke engang samle sådan top 10 over ting, vi har gjort. Ikke andet end at kærligheden overvinder alt. Kærligheden til det fælles barn og respekt for den kærlighed, der var mellem voksne. 

Dybest set tror jeg ikke, det er meningen, man skal leve som vi gør. Det er ikke meningen, børn og forældre skal være adskilt, det er ikke meningen, livet skal leves i de mærkelige cyklusser, et delebarns-liv medfører, og det er ikke meningen, man skal leve med sin (eller sin kærestes) X tæt inde på livet. Men når nu det er den beslutning, der var bedst for alle, så gælder det altså om at komme over ens med alt det der X. Hvis vi ville, kunne vi bruge dagen på at diskutere de samme ting, som vi diskuterede, da vi var sammen. Men dybest set giver de ikke mening mere. De hører fortiden til, og jeg tror, at ét af vores tricks er, at så snart én af os falder i fælden, for det gør vi, så stopper den anden det.

Og vigtigst af alt, så kan vi som regel finde sammen om at give Jens en god dag!

Mine kloge børn (og sovs!)

Allerede i går sagde han det: 'Jeg vil ikke med op til Bedste K og Bedste B'! (Altså vi er ikke så fjollede, at kalder dem det, men udfra mit princip om at forsøge at undlade at skrive om alt for mange andre end mig selv, så får de altså lige de gangster-alias'er)
Det er så absolut nogle af jordens rareste og mest gæstfrie mennesker, Carstens far og hans kone, og Jens elsker dem og snakker tit om dem. Men én skilsmisse kommer sjældent alene, så Jens har ikke bare de obligatoriske fire bedsteforældre, men er begavet med hele syv af slagsen. Seks af dem på Carstens og mit hold. Én enkelt hos far. Fantastisk! Virkelig!

Men det kræver altså, at den lille mand kan holde tungen lige i munden, når vi er på sådan et Tour de Granny, som vi lige har været. Jeg bliver helt stakåndet ved tanken om det, den lille mand skal nå, for at vi alle kan få en bid af ham. Klar? Here goes: Først var han hos sin far, hvor de også har set både farmor og onkel. Så var han på alene-ferie hos mine forældre. Derefter op til Carstens far og dennes kone, hvor onkel, tante og to kusiner også ventede. Så en smut ned til Carstens mor og hendes mand til påskefrokost, og det var i bilen derfra og op til overnatning hos Carstens far igen, at kommentaren faldt.

Jeg kan på ingen måde bebrejde ham, og jeg er bare dybt taknemmelig for, at han nu har nået en alder, hvor han kan give udtryk for frustrationen. Samtidig kan jeg også se, at han er virkelig sensitiv og reagerer stærkt på alle de relationer og indtryk. Det til trods for, at alle tager en masse hensyn og tager kærligt imod ham. Han reagerer bl.a. ved at få et enormt behov for mig. Mor, den eneste helt fuldstændig klippefaste og sikre konstant i dette sammensurium af bonus-mennesker. Hvilket jo så betyder, at Aske ikke får helt så stor en bid af mor-kagen, som han nok har krav på. (Nej tak til snedige vitser om, at mor-kagen er stor nok!) Heldigvis har han en god far, som øser på med opmærksomhed og kærlighed, men jeg kan ikke sige mig fri for at have dårlig samvittighed overfor ham også. Endnu et lille menneske, der ikke har valgt at storebror har to familier, og endnu et lille menneske, der betaler prisen for voksnes beslutninger.

Man troede, at en skilsmisse blev overstået på et tidspunkt, men den bliver ved. Dagligt mindes vi om, at vores valg har konsekvenser, og at det er vores børn, der betaler prisen, hvis ikke vi strækker os ud i næsten umulige positurer for at imødekomme dem. Som jeg for eksempel prøver med Aske, der heldigvis er ligeså klog som sin storebror, så det opmærksomhed, han ikke kan få om dagen, det kræver han om natten. Fuldstændig ligefrem proportionalt med Jenses stigende behov for mig, og Askes tilsvarende afsavn, kan jeg mærke, at Akse kræver Mor om natten.

Godt, jeg har så kloge børn<3

Billedet? Sovs, der kan holde skeen stående! Og en test af Instagram, der nu ENDELIG er kommet til Android. Aj lov it!

Pinlig erkendelse

Når jeg hører fra andre mødre, der må undvære deres børn fordi de skal være hos deres far, så er det tit en historie om, hvordan timerne slæber sig afsted til poderne vender hjem under mors vinge. Om hvordan de stakkels kvinder må fylde tiden ud med tøjvask, rengøring og madlavning, der er en kogekone fra provinsen værdig for at fylde fryseren op, bare for at få dagene til at gå, indtil livet igen er værd at leve. Karikerer jeg? Ja jeg gør. Ikke engang i forsøget på at udstille nogen, men i et ubehjælpsomt forsøg på at sætte mig selv i et bare lidt bedre lys. For jeg har det slet ikke sådan. Jeg savner Jens, når han er hos sin far, men jeg er ikke sen til at finde symaskinen frem, og frankly my dear, så glæder jeg mig til, Aske er færdig med at blive ammet, for så skal jeg denondenlynemig en tur i hegnet!

Eller... sådan havde jeg det engang... jeg nød at have dage for mig selv, glædede mig til at se min søn igen, og så var den ikke så meget længere.

Nu? Jeg savner ham. Jeg glæder mig til han kommer hjem. Og nu kommer det svære, det der gør, at jeg i indledningen var nødt til at fremstille alle andre som hysteriske hønemødre, bare for ikke at se så grim ud selv: jeg frygter det også.

Det er unfair at frygte en tre-årig, I know, men vi har simpelthen haft SÅ mange kampe, Jens og jeg. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er helt almindelig tre-årigs-ballade, og hvad der skyldes hans livs-omstændigheder. Det får mig til at handle forkert i forhold til ham. Jeg er ikke god nok til at sætte grænser, for jeg kommer hele tiden til at synes, det er synd for ham. Og så har vi eddermame balladen, sku jeg hilse og sige! Så meget, at jeg er begyndt at frygte dagen, hvor han kommer hjem. Pinligt! Virkelig pinligt, men sådan er det.

Sådan var det også idag, jeg havde virkelig savnet ham, men jeg havde også nydt freden, og jeg frygtede den uendelige perlerække af konflikter, der ventede mig. Hans konflikter retter sig KUN mod mig herhjemme. Jeg er hans mor, Carsten er Carsten, det er han ganske fint klar over. Jeg er sikker på, det er sundt for ham at ha det sådan, men hold nu kæft, det er hårdt at være mor i. Og ensomt også. Nå, sidespor, der ku fylde et helt indlæg for sig selv, det jeg i virkeligheden var igang med, var at bygge op til alle de konflikter, der ventede mig idag.

Hvad sker der? Jeg henter den mest afbalancerede dreng i børnehaven. Drengen, der har hygget og leget hele dagen, der har ryddet op, forstået et nej, dækket bord, passet på sin lillebror (ok, træerne vokser ikke ind i himlen, han har også sparket ham i hovedet) - ja i det hele taget, den Jens, jeg kender, kom hjem til mig idag. Nu ligger han i min seng og sover, og om lidt vil jeg gå ind og se, om jeg kan få lov at putte helt ind til ham. Eller i det mindste bare ligge med næsen i hans hår. Oh, jeg frygter de nærmeste dage, hvor han skal til at sove på sit eget værelse.

Den trætte mors løsninger

Midt i al julemarkeds-halløj'et er jeg jo også mor til et barn, der blev 3 idag. Det er en stor dag! Det skal fejres! Men hvad fanden gør en træt mor, når nu alle kræfter er lagt i appetitspringende baby og julesysler? For kage skal der sgu til! Hun springer over, hvor gærdet er allerlavest, for over skal hun sgu!

Jeg burde nok skrive, at opskriften er en familiehemmelighed. Det er den måske også? Jeg går ud fra, familien AMO tager den med i graven...

I aftes kl 23 bagte jeg de sidste øko-bøko-aurion-boller færdige samtidig med jeg *snupti* rørte AMO muffins sammen og smed dem i ovnen. Tal om en segment-krise i den sene nattetime! Jeg må lige fortælle, at jeg i sidste uge i et anfald af Overskudsmor bagte de samme boller med Jens. Proces, I ved. Inddragelse i familiens gøremål. Delagtiggørelse og fanden og hans pumpestok! Jens skulle være med til at bage boller til sin fødselsdag, så han sad og stak hjerter og stjerne ud af dejen. Fino fino, præmie til mig, når der engang skal deles præmiemorspræmier ud. Den bliver så nok inddraget igen, når præmiemorspolitiet opdager, at Overskudsmor blev overmandet af Underskudsmor, som IKKE puttede bollerne i poser, og bare faldt død om, da børnene var puttet. Næste morgen var køkkenet fuldt af stenhårde hjerter og stjerner. Shit, så er gode dyr rådne...  Jeg løj! Jeg fortalte Jens, de var i fryseren, når de i virkeligheden var i skraldespanden. Så i aftes stod den trætte, trætte mor og stak stjerner og hjerter ud af bolledejen, så Jens kunne invitere gæster til hjemmebagte boller.

Og se så lige, hvad samme trætte mor har begået! Snydemuffins med sukkerstads! Det er første gang, jeg pynter noget som helst med andet end konfetti-krymmel og hvid glasur, og JEG synes i al beskedenhed, de er flotte. Gæsterne spiste dem bare ikke, for de syntes, de lignede plastic. HAHAHAHAHAHAHA så meget for min iver!

Men de kommer med på julemarked i morgen i stedet, så kom over til Kunstfabrikken mellem 10 og 14 og få en snydemuffin med sukker på:) Jeg gir!

Nårh ja... hvad gør den der Overskuds-Underskudsmor, når 3 årig bryder sammen over, at kagemanden ikke har ben? Ikke i ligestillingens hellige navn, næ han var ikke opmærksom på, at den havde kjole på. Han var bare sur over, at den ikke kunne gå. Hun saver da et hul i kagesvinet, så den får ben. Glad 3 årig:)

Og glad familie. Vi har haft det mest fantastiske selskab bestående af far, mor, mors kæreste, fars kæreste, mormor, morfar, farmor og mors veninde og dennes søn. En sprængfarlig blanding kunne man frygte. Men ikke, når det er mine mennesker, der er tale om. De dejlige mennesker har bare hygget sig og haft det rart sammen. Se, DET er en gave, der er værd, at gi sit skilsmissebarn! Jeg er dybt taknemmelig. Virkelig, i hjertet taknemmelig!

Nyd dagen!

Tænkeboks

Er det pinlig blog-tavshed, når den skyldes, at man tager sine mor-evner op til revision? De sidste par dage har jeg været i tænkeboks: Hvordan i Himlens navn gør jeg det bedre for min store søn?

Da han var ganske lille valgte jeg for ham, at han skulle have to hjem. Siden da, har jeg, hver eneste gang, han har reageret på noget, eller bare skreget ud i luften, som børn jo gør engang imellem, gokket mig selv oven i bærret med, at det er derfor. Det hele skyldes, at han er dele-barn. Skilsmissebarn. Offer...

Igår kulminerede det for mig. Jeg var alene med de to mindste, altså ham, Jens på knap 3, og baby A på 5 mdr. Jens 'saboterede' putningen af baby A, og jeg blev bare så SUUUUUR efter en time. Øv, hvor blev jeg sur. Så sur, som kun mødre kan blive på deres børn. (Undskyld mor, fordi jeg var 3 engang! Jeg skal aldrig gøre det mere!) Da Mission Impossible så var overstået, og begge børn sov, så lå jeg der i midten og stirrede ud i mørket og peb lidt. Over mine egne manglende evner som mor. Hvorfor kan jeg ikke putte to små børn alene? Det er der sgu da så mange, der gør! Nå, tør øjnene, Kat, og snup en kiks! For det nytter jo ikke noget, vel? Hvis ikke du kan leve med det, så må du handle.

I morges ringede jeg så til hans far. Uden løsningsforslag, men med et problem, som vi voksne i drengens liv er fælles om. Nemlig det problem, at logistikken har spændt ben, og det ender med, at jeg er alene med ungerne den dag, Jens kommer hjem fra sin far. Det har taget mig et par dage at få tørret øjnene, og kostet en hel rulle tudekiks, men jeg er nødt til at handle. Det holder bare ikke, at han kommer hjem den dag. Han har så meget brug for mor, og brug for at vænne sig til dette hjems regler og måder, og det er bare dødsdømt, når man er alene voksen om det og har en baby på armen. Det ender med, at det stakkels barn virkelig prøver grænser af. VIRKELIG! Faren var heldigvis enig. Ligesom min kæreste er: vi skal hjælpe Jens. Sammen. Og midt i al forvirringen, sorgen, magtesløsheden, utilstrækkeligheden, så sidder jeg med følelsen af, at det nok skal gå alt sammen. Fordi vi alle vil Jens det allerbedste, og fordi vi, trods alt, for vejen har været lang, kan samarbejde om det. Vi har nu aftalt et lille møde, hvor vi voksne kan snakke løsninger. Nu er jeg glad igen. Jeg har gjort det bedste, jeg kan for mit barn; indset, at det, jeg byder ham lige nu, ikke er det bedst mulige, og jeg har tænkt mig at tage konsekvensen af det. Hvad løsningen så end bliver, så bliver det bedre for Jens. Det er jeg stolt af.

Jeg startede dette indlæg med at skrive, at han er delebarn, skilsmissebarn og offer. Det fylder virkelig meget i min virkelighed, fordi hver evige eneste gang, der er noget, der ikke lige spiller, så spørger jeg mig selv: er det her fordi jeg har savet ham over i to? Og nej, gu er det ej! Han er 3! Han SKAL være teen-ager og sabotør. Det står i en 3-årigs job-beskrivelse, sgudda! Erkendelsen sidder ikke helt i skabet endnu, men jeg har tænkt mig at prøve at ha det som mantra. Ikke alt i den drengs liv kan tilbageføres til at han har to hjem. Der ER trods alt kommet ganske fine mennesker ud af skilsmisser!

Så langt så godt! Jeg har handlet på noget, jeg oplevede som et problem. I bonus fik jeg en stærk fornemmelse af, at vi voksne står sammen om løsningerne. Jeg mangler stadig at lære, at undlade at tage hele skylden på mig, når min søn reagerer på et eller andet, eller bare er 3 år. Men det kommer nok. Nu vil jeg bare nyde, at jeg har så gode mennesker omkring mig...

Som sådan en slags karma-vits, så har jeg været sammen med en veninde idag, der havde fejlkøbt denne: en fantastisk-gul (det må være det officielle farvenavn) smør-tænke-boks. Den fik jeg:) Som om smør ikke gør mig glad nok i forvejen!

Den onde stedmor

 

Guderne skal vide, at rollen som stedmor ikke nødvendigvis er særlig nem. Når man kommer ind i er 6 årigt barns liv som konkurrent til fars opmærksomhed, så er der altså bare dømt op ad bakke. I den alder er genkendelighed, forudsigelighed, struktur og rutiner alfa og omega, og når man så bliver påduttet sådan et kaos-kvindemenneske som mig, så kan man altså godt stejle lidt. Fair nok! Hårdt nok! Dybest set, så havde han sgu nok bare ikke ønsket sig mig i sit liv. Han har en særdeles kompetent mor (og far), og fars udelte opmærksomhed, i de uger han var hos far. What's not to like for en 6 årig?

Og jeg har virkelig stået for mange ændringer i det sagesløse barns liv. Jeg har jo også bragt et barn med ind i det her, et barn med sine rutiner og vaner. Hvis vi sammen skal ha det her til at fungere, så skal begge voksnes værdier og ideer om et godt børneliv også tilgodeses. Damn, der er mange faktorer i det her, ikke?

Af en eller anden grund, så har min helt store kæphest været MORGENMADEN. Min søn har været vant til at få grød om morgenen, og elsker det. Min bonussøn har været vant til at få brød med sødt på. Den har jeg bare ikke kunnet godtage. Det er noget med, at der er slugt SÅ mange kameler, at jeg simpelthen bare har VILLET vinde den her. Altså, jeg vil jo ikke stoppe grød i halsen på et stakkels sagesløst barn, vel! Man har jo hørt om børn, der har fået traumer af den slags pædagogik. Men jeg har bare ikke villet acceptere, at min søn skulle blive grød-kræsen fordi storebror var det. Latterligt? Ja bestemt, men det har bare været mit lille bitte stædige ståsted. Den her VIL jeg bare ha!

Og nu er det lykkedes mig! Jeg kom i tanker om et råd fra en veninde engang for 100 år siden. Miraklet indtræffer, når man lader grøden køle af (gerne fra igår), blander et æg i og steger det som en pandekage. Vupti! Så har man en morgenmad, som knægten ber om mere af, en hyggelig morgen og en ond stedmor, der måske engang kan blive til en lille svane. Er der smoothie til, er der ikke et øje tørt. (Jeg vil så ikke høre et ord om glykæmisk indekstal for havregrød. Det var sundt, da jeg var barn!)

Mæt

Mæt af dagen, mæt af gæster, mæt af glæde, mæt af børn, mæt af kage. Mæt på den gode måde af det hele.

Vi har i  dag haft huset fuldt af gæster, vi har fejret bonussønnens 8 års fødselsdag på hans fars fødselsdag, og det har bare været en af de der helt særlige dage, der har været så god og fin, at man ville ønske, man kunne skære den i skiver, og tage en enkelt skive frem på helt andre slags dage. Alle i vores lille familie har haft den bedste slags dag, og det er lidt af et kunststykke i en familie, der er så ny som vores. Det tegner godt for fremtiden, at vi kan lave en dag, hvor ingen skal sættes til side, og ingen kommer før andre. Stor som lille har virkelig haft en rigtig dejlig dag. Nu har vi så også den slags familie, der bare kommer og virker som om, de er hjemme. Hjælper til og hygger sig. Så er der dælme noget ved at ha gæster!

Og ja, han blev 8, og der er kun 7 lys. Det stolte, store barn har selv pyntet NUTELLA lagkagen (vi lader de mentale bræk-reflekser stå et øjeblik) - den var faktisk ikke så vammel, som man kunne frygte, og der var altså 8 lys. Det sidste må være druknet i de Price'iske mængder af flødeskum og kalorier.


Nyd dagen!

Min dygtige bonussøn!

Kan I klare fler ugler? Mere uhæmmet pral?

Denne gang er det ikke mig, der har begået den, men min 8 årige bonussøn! Jeg er simpelthen så stolt, jeg er lige ved at revne. Guderne skal vide, der er mange kameler, der skal sluges, når man sådan bygger en helt ny familie, men der er altså også fede ting. En af de helt fede er, når man spontant bliver rigtig stolt af sit bonus-barn. Det med at blive stolt af sit eget barn, det sker ligeså naturligt, som når man trækker vejret. Men den følelse af stolthed, der hænger på bonus-barnet, den er helt særlig, for den er ikke biologisk betinget.

Er han ikke dygtig?

En s(l)inglemors bekendelser

Engang i fordums tid var jeg noget så flatterende som Enlig Mor. En pudsig titel, ikke? Både så trist og så stolt. For at gøre en ualmindelig lang historie kort, så gik jeg i intens identites-definitions-mode og tænkte RIGTIG meget over den titel. Jeg arbejdede målrettet og bevidst på at få det allerbedste ud af situationen, og det står for mig som en af de mest intense perioder i mit liv. Den varede kun et enkelt år, men damn, jeg lærte meget om mig selv. Det er svært at rangliste sådan en læring, for hvad er vigtigst at kunne? Jonglere barn, vasketøj, indkøb, job, 20 km på cykel i snevejr, madlavning og Kat-tid? Eller at indse, dybt i sit hjerte, at man kan selv. Helt selv?

Under alle omstændigheder, så lærte jeg mig at ændre planer på et splitsekund. At tage bestik af situationen og lynhurtigt få det bedste ud af den. Jeg lærte mig en masse praktiske fifs til, hvordan man får en dag til at hænge bare nogenlunde sammen. Jeg kan med stolthed berette, at INGEN af de fifs står i Den Store Encyklopædi For Mødre Med Tjek På Tingene med undertitlen: Sådan Bager Man Økologiske
Speltboller Af Surdej Og Hjemmemalet Mel. Nej, de står nærmere i Håndbogen For Mødre Med Lort På Styret. Med undertitlen: Sådan Forvandler Du Lort Til Lagkage.

Et af de fif trak jeg op af hatten idag. Min kæreste har været på arbejde hele mandag, til FCK-Babselona kamp tirsdag, og hvad var det igår? Noget, der på en eller anden måde gjorde ham ukampdygtig; jeg kan sgu ikke engang huske, hvad det var. I dag har han så været rigtig syg. Hvad gør en træt mor med et ammebarn på 5 måneder, der efterhånden suger godt på reserverne og en 3 årig teenager? En 3 årig, der kan skrige og pyldre sig gennem en eftermiddag, hvis han fornemmer, en voksen ikke er på toppen og dermed tilgængelig.

Hun tager i IKEA med ungerne og sælger turen som et restaurant-besøg. 70 kr og et par timer senere var eftermiddagen gået til  alles fulde tilfredshed. Baby har siddet i slyngen hos mor, 3 årig har leget og været på restaurant, og vigtigst: haft en god eftermiddag uden skæld-ud,  mor har shoppet gavepapir med hjerter (kærlighed ved første blik) og kæresten har haft ro i huset. Tal om en win-win!

Nyd dagen!

Udmattet

Det er vanvittig hårdt at ha børn.

Jeg smider sgu lige en trumf, for det er over dobbelt så hårdt at ha delebørn. Man er for evigt fanget i sin egen dårlige samvittighed over at ha savet verdens smukkeste væsen over i to. Det kunne og kan ikke være anderledes, og vi får det allerbedste ud af det hele tiden, men det sidder som en sten i skoen hele tiden. Idag har jeg så givet mit barn noget af det, jeg tror, han har brug for. En dag med far og mor. Vi har begge købt årskort til Zoo, for at ha noget at lave sammen. Noget, der er vores. For vi er jo stadig en familie på en eller anden måde. Vi er drengens familie. Samtidig har vi forældre en mulighed for at få snakket lidt om opdragelsen. Om, hvordan vi gør i de respektive hjem, og hvorfor.

Vi har alle tre haft en dejlig dag, og nu er drengen, det smukke, smukke væsen splattet ud på sofaen. Det er aldrig sket før, at han er faldet i søvn der, men i aften er jeg alene med mine to drenge, og jeg er træt helt ind til benet af en dag i Zoo. Jeg gad helt ærligt ikke putte ham. Jeg orkede ikke skrig og skrål og en baby på armen samtidig. Så som afslutning på dagen, hvor jeg har fortalt faren, hvor konsekvent jeg prøver at være, har barnet fået lov at falde i søvn på sofaen.

Det er det, der er så hårdt ved at være mor. At man hele tiden konfronterer sig selv med sin måde at håndtere alting på.

Jeg nænner ikke at lægge ham ind i seng. Han ligger der, og er så smuk og er mit barn, og om nogle dage skal han væk igen, og jeg skal savne ham igen.

Hurra for huset - og for mit liv

Igår var det et år siden, vi overtog vores hus. Det har været det vildeste og mest turbulente år i mit liv, og folk, der kender mig, vil vide, at det siger en hel del! Men det har også været et super fedt år!

For et år siden boede jeg alene med Jens i en taglejlighed i hjertet af Odense. Vi klarede os med Christianiacykel og min gamle hest af en cykel med sæde bagpå, 20 km hver dag. Vi klarede os med slynger op og ned ad trappen. Vi klarede os med take-away og indkøbsordning. Vi klarede os med en sød pige, der kom og mugede ud et par gange om ugen. Vi klarede os med venners hjælp. Vi landede ovenpå en skilsmisse. Vi havde hinanden og kun hinanden. Vi var så tætte, min søn og jeg. Vi klarede os.

Nu, kun et år senere, er vi 5 i familien. Ingen job til mig at vende tilbage til. Udsigterne for lærere er mildest talt ikke gode her på Fyn. Et parcelhus, en stationcar, bonus-barn, bonus-x, ny svigerfamilie, nyt barn, børnehave, Weber-grill, egen tørretumbler, opsparingskonto... I det hele taget; helt nyt liv. Et helt andet liv, som jeg stadig lander i. Som jeg stadig til tider føler mig fremmed i. Jeg har det, som om jeg leger en andens liv af og til. Leger rigtig voksen. Venter på at vågne op til mit eget liv. Til andre tider elsker jeg det, og ved, jeg er meget privilligeret. Jeg har jo været voksen længe, men nu har jeg pludselig ligusterhækken og guldbryllupskvarters-naboer til at understreget det. Jeg har fået alle de ting, voksne har. Jeg kører nogen til fodbold. Jeg smørrer nogens madpakker. Og alt dette på kun et enkelt år. Jeg bliver helt svedt ved tanken om alle de forpligtigelser, men jeg elsker dem også og nyder dem.

Igår var det et år siden, vi overtog vores hus. Vi tog en pause i dagen, der ellers var fyldt op med lægeaftale, børnehaveopstart, vasketøj, amning, aftensmad og alt det andet et liv med 3 rollinger er fyldt med, og spiste en is på et tæppe i haven. Vi sad det bare alle 5. Det var fantastisk!

Jeg er blevet betænkt