tirsdag den 17. april 2012

Kom, hop ud af kassen, og over i en anden!

Vi gør det alle sammen, og dem der siger andet lyver! 


 


Sætter folk i kasser. Det behøver ikke være dårlige kasser, men jeg er overbevist om, at det er en menneskelig overlevelsesmekanisme, der er udviklet fordi vi konfronteres med mange flere mennesker, end vores hjerner kan kapere. Kan ikke huske, hvor jeg har læst det, så det har ingen videnskabelig evidens, når jeg påstår det, men jeg er altså fast overbevist om, at det er sandt. Vores hjerne er simpelthen skabt til, at vi skal bo i mindre fællesskaber. Meget mindre! Landsby-fællesskaber med måske 200 medlemmer. Max. Men det er jo ikke ligefrem den verden, vi bor i, vel? Så vores hjerne slår over på autopilot og vi lukker ned for dele af empatien. Hvordan kan vi ellers forklare og forsvare at vide og blive konfronteret med sultende og døende børn ude i verden? Hvordan kan vi ellers gå forbi en hjemløs? Hvis vi ikke skal gå fuldstændig ned med weltschmertz, så skal vi overleve, og det gør vi blandt andet ved at putte folk i kasser. Dømme dem på udseende, på job og på fremtræden.

Hvor vil jeg hen med denne smøre? Jeg vil derhen, hvor jeg indrømmer, at jeg selv sætter folk i bås, at jeg er fuldt klar over, at jeg gør det, OG at jeg i går (igen) havde en øjenåbnende oplevelse af at tage et menneske ud af den kasse, jeg umiddelbart havde placeret det i og flytte det over i en anden kasse. Det er bare så sundt, når det sker:)

Hvem har jeg mødt? Hvad er der sket?

På den skole, hvor jeg arbejder, er der en kvinde, der gør rent. Den slags fungerer jo normalt efter børnene og dermed også det meste personale er gået hjem, hvilket betyder, at jeg kun har hilst på kvinden et par gange. Som før beskrevet, så placerer vi lynhurtigt hinanden i forskellige kasser, og denne kvinde kom i en kasse oppe i mit hoved med Dymo'en: rengøringsdame. Og videre har jeg jo ikke tænkt over det. Som beskrevet før, så er det altså ret praktisk, at vores hjerne er sådan indrettet, at den kan kategorisere nogle af alle de mennesker, vi møder. Rengøringsdame.

I går var jeg så tilfældigt lidt senere på skolen og vi faldt i snak. Og der fik jeg dagens helt store reminder om, at de kasser, jeg har inde i hovedet IKKE selv kan eller må tilføje underlabels! Når der står 'Rengøringsdame', så må hjernen ikke skrive mere til! For selv om jeg ikke bevidst havde sat andre labes på kassen end 'Smuk', så blev jeg alligevel overrasket.

Jeg elsker, når jeg sådan tilfældigt opdager, at jeg har vildt meget til fælles med et andet menneske. Og nej, vi har (så vidt jeg ved) ikke fælles bekendte på Facebook. Vi har fælles hobby. Eller... hobby? Det kan man vel dårligt kalde det? Det er vel nærmest en livsstil, sådan at se verden med farvede briller. At være 'kreativ' (ja, undskyld, men det er altså én af de labels, der ofte bliver sat på mig, og som jeg har det liiiiidt svært med. Det bringer bare nogle batikfarvede associationer).

Vil I se, hvem jeg arbejder parallelt med? Hun er mega-sej og jeg har lige skimmet den bog, hun udgav sidste år, og den skal bestemt læses rigtigt, når jeg får tid.

Hun hedder Birgitte Busk og er vold-sej til det, hun laver: trådmalerier. Jeg har så meget respekt for folk, der virkelig kan deres håndværk. Desværre er der endnu ikke så mange billeder på hjemmesiden, men prøv at finde bogen på biblioteket - der er virkelig mange imponerende værker i, og efter en hurtig skimning (skimmelse?!) også en rigtig sød og fin historie om det at være kunstnerisk indrettet inde i hovedet.

 Så nu har jeg tilmeldt mig nyhedsbrevet og venter bare på, der kommer et kursus eller et foredrag, jeg kan deltage i, for jeg er en sucker for folk, der kan deres håndværk, og dét kan Birgitte! Jeg må se, om ikke jeg kan snige mig med hende hjem og se hendes ting live en dag:)

3 kommentarer:

  1. du har så ret så ret. Både med kasserne og Birgitte Busk.
    Kærlig hilsen Karen

    SvarSlet
  2. Mht din kasse tænknings reference, så tror jeg du tænker på Jean Piaget og hans teori om tilegnelsen af ny viden..

    SvarSlet
  3. Det er muligt, det er Piaget, jeg har haft i baghovedet. Jeg er ikke længere heeelt stærk i teoretikerne;)

    SvarSlet