søndag den 15. april 2012

Den onde stedmor

 

Guderne skal vide, at rollen som stedmor ikke nødvendigvis er særlig nem. Når man kommer ind i er 6 årigt barns liv som konkurrent til fars opmærksomhed, så er der altså bare dømt op ad bakke. I den alder er genkendelighed, forudsigelighed, struktur og rutiner alfa og omega, og når man så bliver påduttet sådan et kaos-kvindemenneske som mig, så kan man altså godt stejle lidt. Fair nok! Hårdt nok! Dybest set, så havde han sgu nok bare ikke ønsket sig mig i sit liv. Han har en særdeles kompetent mor (og far), og fars udelte opmærksomhed, i de uger han var hos far. What's not to like for en 6 årig?
Og jeg har virkelig stået for mange ændringer i det sagesløse barns liv. Jeg har jo også bragt et barn med ind i det her, et barn med sine rutiner og vaner. Hvis vi sammen skal ha det her til at fungere, så skal begge voksnes værdier og ideer om et godt børneliv også tilgodeses. Damn, der er mange faktorer i det her, ikke?

Af en eller anden grund, så har min helt store kæphest været MORGENMADEN. Min søn har været vant til at få grød om morgenen, og elsker det. Min bonussøn har været vant til at få brød med sødt på. Den har jeg bare ikke kunnet godtage. Det er noget med, at der er slugt SÅ mange kameler, at jeg simpelthen bare har VILLET vinde den her. Altså, jeg vil jo ikke stoppe grød i halsen på et stakkels sagesløst barn, vel! Man har jo hørt om børn, der har fået traumer af den slags pædagogik. Men jeg har bare ikke villet acceptere, at min søn skulle blive grød-kræsen fordi storebror var det. Latterligt? Ja bestemt, men det har bare været mit lille bitte stædige ståsted. Den her VIL jeg bare ha!
Og nu er det lykkedes mig! Jeg kom i tanker om et råd fra en veninde engang for 100 år siden. Miraklet indtræffer, når man lader grøden køle af (gerne fra igår), blander et æg i og steger det som en pandekage. Vupti! Så har man en morgenmad, som knægten ber om mere af, en hyggelig morgen og en ond stedmor, der måske engang kan blive til en lille svane. Er der smoothie til, er der ikke et øje tørt. (Jeg vil så ikke høre et ord om glykæmisk indekstal for havregrød. Det var sundt, da jeg var barn!)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar