Da han var ganske lille valgte jeg for ham, at han skulle have to hjem. Siden da, har jeg, hver eneste gang, han har reageret på noget, eller bare skreget ud i luften, som børn jo gør engang imellem, gokket mig selv oven i bærret med, at det er derfor. Det hele skyldes, at han er dele-barn. Skilsmissebarn. Offer...
Igår kulminerede det for mig. Jeg var alene med de to mindste, altså ham, Jens på knap 3, og baby A på 5 mdr. Jens 'saboterede' putningen af baby A, og jeg blev bare så SUUUUUR efter en time. Øv, hvor blev jeg sur. Så sur, som kun mødre kan blive på deres børn. (Undskyld mor, fordi jeg var 3 engang! Jeg skal aldrig gøre det mere!) Da Mission Impossible så var overstået, og begge børn sov, så lå jeg der i midten og stirrede ud i mørket og peb lidt. Over mine egne manglende evner som mor. Hvorfor kan jeg ikke putte to små børn alene? Det er der sgu da så mange, der gør! Nå, tør øjnene, Kat, og snup en kiks! For det nytter jo ikke noget, vel? Hvis ikke du kan leve med det, så må du handle.
I morges ringede jeg så til hans far. Uden løsningsforslag, men med et problem, som vi voksne i drengens liv er fælles om. Nemlig det problem, at logistikken har spændt ben, og det ender med, at jeg er alene med ungerne den dag, Jens kommer hjem fra sin far. Det har taget mig et par dage at få tørret øjnene, og kostet en hel rulle tudekiks, men jeg er nødt til at handle. Det holder bare ikke, at han kommer hjem den dag. Han har så meget brug for mor, og brug for at vænne sig til dette hjems regler og måder, og det er bare dødsdømt, når man er alene voksen om det og har en baby på armen. Det ender med, at det stakkels barn virkelig prøver grænser af. VIRKELIG! Faren var heldigvis enig. Ligesom min kæreste er: vi skal hjælpe Jens. Sammen. Og midt i al forvirringen, sorgen, magtesløsheden, utilstrækkeligheden, så sidder jeg med følelsen af, at det nok skal gå alt sammen. Fordi vi alle vil Jens det allerbedste, og fordi vi, trods alt, for vejen har været lang, kan samarbejde om det. Vi har nu aftalt et lille møde, hvor vi voksne kan snakke løsninger. Nu er jeg glad igen. Jeg har gjort det bedste, jeg kan for mit barn; indset, at det, jeg byder ham lige nu, ikke er det bedst mulige, og jeg har tænkt mig at tage konsekvensen af det. Hvad løsningen så end bliver, så bliver det bedre for Jens. Det er jeg stolt af.
Jeg startede dette indlæg med at skrive, at han er delebarn, skilsmissebarn og offer. Det fylder virkelig meget i min virkelighed, fordi hver evige eneste gang, der er noget, der ikke lige spiller, så spørger jeg mig selv: er det her fordi jeg har savet ham over i to? Og nej, gu er det ej! Han er 3! Han SKAL være teen-ager og sabotør. Det står i en 3-årigs job-beskrivelse, sgudda! Erkendelsen sidder ikke helt i skabet endnu, men jeg har tænkt mig at prøve at ha det som mantra. Ikke alt i den drengs liv kan tilbageføres til at han har to hjem. Der ER trods alt kommet ganske fine mennesker ud af skilsmisser!
Så langt så godt! Jeg har handlet på noget, jeg oplevede som et problem. I bonus fik jeg en stærk fornemmelse af, at vi voksne står sammen om løsningerne. Jeg mangler stadig at lære, at undlade at tage hele skylden på mig, når min søn reagerer på et eller andet, eller bare er 3 år. Men det kommer nok. Nu vil jeg bare nyde, at jeg har så gode mennesker omkring mig...
Som sådan en slags karma-vits, så har jeg været sammen med en veninde idag, der havde fejlkøbt denne: en fantastisk-gul (det må være det officielle farvenavn) smør-tænke-boks. Den fik jeg:) Som om smør ikke gør mig glad nok i forvejen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar