Min X-kærlighed

Smukke detaljer fra mit nye værksted. 

I dag har jeg flyttet det meste af det sidste med god hjælp af Jens og hans far. Egentlig havde vi talt om at tage i cirkus her i påsken, Jens, hans far og jeg, men så tilbød han sin hjælp med flytningen og vi blev enige om, at sådan en dag er ligeså meget værd for Jens som en tur i cirkus. Arj ok, vi besluttede at vente på bedre vejr med den cirkustur, men ingen tvivl om, at det både for Jens, hans far og jeg har været en dejlig dag. Det er en kæmpe, kæmpe gave vi har givet os selv, at vi kan enes og hygge os med den slags sammen. Jeg ved, der er mange mange andre skilsmisseforældre, der ikke kan den slags. 

Kom det gratis til os i form af et gigantisk held? Nej, gu fanden gjorde det da ej! Det har kostet tilgivelse, selvransagelse, kærlighed, giga-kameler, snak og gråd. Det har kostet, har det, men det er prisen værd. Når nu vi ikke kan være sammen som kærester, så er det en stor gave, vi har givet os selv og vores søn, at vi kan være sammen som forældre. 

Jeg ville egentlig gerne komme med en masse one-liner gode råd om, hvordan man når dertil, hvor vi er nu - 4 år efter - men uanset, hvad jeg kommer op med, så lyder det bare bedrevidende og hovskisnovski, og dét er der ved grød ingen, der har glæde af. Hvis jeg tænker tilbage, kan jeg ikke engang samle sådan top 10 over ting, vi har gjort. Ikke andet end at kærligheden overvinder alt. Kærligheden til det fælles barn og respekt for den kærlighed, der var mellem voksne. 

Dybest set tror jeg ikke, det er meningen, man skal leve som vi gør. Det er ikke meningen, børn og forældre skal være adskilt, det er ikke meningen, livet skal leves i de mærkelige cyklusser, et delebarns-liv medfører, og det er ikke meningen, man skal leve med sin (eller sin kærestes) X tæt inde på livet. Men når nu det er den beslutning, der var bedst for alle, så gælder det altså om at komme over ens med alt det der X. Hvis vi ville, kunne vi bruge dagen på at diskutere de samme ting, som vi diskuterede, da vi var sammen. Men dybest set giver de ikke mening mere. De hører fortiden til, og jeg tror, at ét af vores tricks er, at så snart én af os falder i fælden, for det gør vi, så stopper den anden det.

Og vigtigst af alt, så kan vi som regel finde sammen om at give Jens en god dag!