Har netop udgivet dette indlæg i min blog på delebarn.dk
I går havde min dreng en legeaftale. Noget, der for ikke-dele-familier
er en helt naturlig ting. Og noget, vi virkelig kæmper for, at vores
børn skal have integreret i deres liv til trods for deres deleordninger.
Det er jo naturligt sådan, at når man har undværet sit barn i en
længere periode, så har man da ikke lyst til at sende barnet ud at lege,
lige når det kommer hjem, vel? Man har da lyst til at være sammen. Og
barnet har lyst til at være sammen.
Hvad skal man så? Hvis barnet skal være hjemme i familien fordi der har
været savn, så får det naturligt færre legeaftaler end jævnaldrende. Min
bonusdreng har altid savnet sin far meget, når han kommer hos os, så
han vil helst have, at de fleste legeaftaler bliver hos os. Altså, han
har jo også aftaler hos mor, men når han er hos os, vil han helst ikke
hjem til andre og lege, fordi han trænger til at være i hjemmet.
Forståeligt nok. MEN! Skal han ikke have de samme muligheder for at lære
at begå sig i venners hjem, bare fordi han er delebarn? Det er først
efter jeg selv blev en del af hele denne dele-konstruktion, at det gik
op for mig, hvor dybtrækkened konsekvenser dele-livet i virkeligheden
har for vores børn. Og for os som forældre, der hele tiden skal navigere
og skabe de bedst mulige rammer for ungerne.
Mit barns far bor et stykke væk fra børnehaven, så min dreng har ikke
legeaftaler, når han er dér. Det vil sige, det er hos mig, alle
legeaftaler skal arrangeres. Hvilket igen vil sige, at hvis han skal
have ligeså mange legeaftaler som sine jævnaldrende, så skal han
gennemsnitligt have dem oftere, da hans uge jo er kortere hos os, end
hos jævnaldrende, der kun har ét hjem. Hvad så? Skal han have færre?
Skal han ha stress af legeaftaler? Hele tiden disse dilemmaer, der ikke
er noget indlysende godt svar på. Og hele tiden bliver vi mindet om, at
det i bund og grund bare er ungerne, der betaler prisen for vores valg.
Ikke fedt!
Heldigvis er der i vores liv så det fede, at ting faktisk går ret godt.
Min store dreng udvider venskabskredsen i børnehaven, og den næste, han
bare såååå gerne vil have legeaftale med er storebrors lillebror. Altså:
Min kærestes x-kones nye barn. Og heldigvis bliver det ikke
problematisk, når de to gutter skal lege sammen. Jeg tror faktisk, de
kan blive rigtig fine venner, for give and take, så er de jo altså
opdraget ret ens.
Der er også det fede, at jeg kommer så rasende godt ud af det med min
drengs far, at vi kan aflevere vores dreng til legeaftale sammen. Drikke
aflevere-børn-til-legeaftale-kom-da-ind-til-en-kop-kaffe sammen uden
nogen vist rigtigt tænker over, at vi kun er forældre sammen og ikke
gift.
Igen og igen lærer dette deleliv mig, at alt det, andre tager for givet,
det skal jeg værdsætte, for det er skrøbeligt og sart. Og det er måske
slet ikke så dårligt at lære?
Er lige på vej ud i den komplicerede kunst med skilsmissefamilie...krydret med regnbuefamilie. Og et handicappet barn. Vil gerne høste lidt af erfaringer bla omkring delebørn, som der jo tales meget for og imod om. Dejligt du skriver om problematikkerne :-)
SvarSletUha jeg misunder dig ikke den rolle, men flot at du tager emnet op. Det er jo super aktuelt emne og mange er sikkert i vildrede - man vil jo kun det bedste for børnene :0)
SvarSletJeg er klart af den overbevisning at det kun er så svært som man selv gør det.. Vi har 3 deledrenge - 2 drenge med anden mor og 1 med anden far. Klart det giver udfordringer, men hvis vi ikke lader os mærke af det, så går det jo heller ikke børnene på.
SvarSlet