Legeaftaler i patchworkfamilier

Har netop udgivet dette indlæg i min blog på delebarn.dk

I går havde min dreng en legeaftale. Noget, der for ikke-dele-familier er en helt naturlig ting. Og noget, vi virkelig kæmper for, at vores børn skal have integreret i deres liv til trods for deres deleordninger. Det er jo naturligt sådan, at når man har undværet sit barn i en længere periode, så har man da ikke lyst til at sende barnet ud at lege, lige når det kommer hjem, vel? Man har da lyst til at være sammen. Og barnet har lyst til at være sammen.

Hvad skal man så? Hvis barnet skal være hjemme i familien fordi der har været savn, så får det naturligt færre legeaftaler end jævnaldrende. Min bonusdreng har altid savnet sin far meget, når han kommer hos os, så han vil helst have, at de fleste legeaftaler bliver hos os. Altså, han har jo også aftaler hos mor, men når han er hos os, vil han helst ikke hjem til andre og lege, fordi han trænger til at være i hjemmet. Forståeligt nok. MEN! Skal han ikke have de samme muligheder for at lære at begå sig i venners hjem, bare fordi han er delebarn? Det er først efter jeg selv blev en del af hele denne dele-konstruktion, at det gik op for mig, hvor dybtrækkened konsekvenser dele-livet i virkeligheden har for vores børn. Og for os som forældre, der hele tiden skal navigere og skabe de bedst mulige rammer for ungerne.

Mit barns far bor et stykke væk fra børnehaven, så min dreng har ikke legeaftaler, når han er dér. Det vil sige, det er hos mig, alle legeaftaler skal arrangeres. Hvilket igen vil sige, at hvis han skal have ligeså mange legeaftaler som sine jævnaldrende, så skal han gennemsnitligt have dem oftere, da hans uge jo er kortere hos os, end hos jævnaldrende, der kun har ét hjem. Hvad så? Skal han have færre? Skal han ha stress af legeaftaler? Hele tiden disse dilemmaer, der ikke er noget indlysende godt svar på. Og hele tiden bliver vi mindet om, at det i bund og grund bare er ungerne, der betaler prisen for vores valg.

Ikke fedt!

Heldigvis er der i vores liv så det fede, at ting faktisk går ret godt. Min store dreng udvider venskabskredsen i børnehaven, og den næste, han bare såååå gerne vil have legeaftale med er storebrors lillebror. Altså: Min kærestes x-kones nye barn. Og heldigvis bliver det ikke problematisk, når de to gutter skal lege sammen. Jeg tror faktisk, de kan blive rigtig fine venner, for give and take, så er de jo altså opdraget ret ens.

Der er også det fede, at jeg kommer så rasende godt ud af det med min drengs far, at vi kan aflevere vores dreng til legeaftale sammen. Drikke aflevere-børn-til-legeaftale-kom-da-ind-til-en-kop-kaffe sammen uden nogen vist rigtigt tænker over, at vi kun er forældre sammen og ikke gift.

Igen og igen lærer dette deleliv mig, at alt det, andre tager for givet, det skal jeg værdsætte, for det er skrøbeligt og sart. Og det er måske slet ikke så dårligt at lære?