Pinlig erkendelse

Når jeg hører fra andre mødre, der må undvære deres børn fordi de skal være hos deres far, så er det tit en historie om, hvordan timerne slæber sig afsted til poderne vender hjem under mors vinge. Om hvordan de stakkels kvinder må fylde tiden ud med tøjvask, rengøring og madlavning, der er en kogekone fra provinsen værdig for at fylde fryseren op, bare for at få dagene til at gå, indtil livet igen er værd at leve. Karikerer jeg? Ja jeg gør. Ikke engang i forsøget på at udstille nogen, men i et ubehjælpsomt forsøg på at sætte mig selv i et bare lidt bedre lys. For jeg har det slet ikke sådan. Jeg savner Jens, når han er hos sin far, men jeg er ikke sen til at finde symaskinen frem, og frankly my dear, så glæder jeg mig til, Aske er færdig med at blive ammet, for så skal jeg denondenlynemig en tur i hegnet!

Eller... sådan havde jeg det engang... jeg nød at have dage for mig selv, glædede mig til at se min søn igen, og så var den ikke så meget længere.

Nu? Jeg savner ham. Jeg glæder mig til han kommer hjem. Og nu kommer det svære, det der gør, at jeg i indledningen var nødt til at fremstille alle andre som hysteriske hønemødre, bare for ikke at se så grim ud selv: jeg frygter det også.

Det er unfair at frygte en tre-årig, I know, men vi har simpelthen haft SÅ mange kampe, Jens og jeg. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er helt almindelig tre-årigs-ballade, og hvad der skyldes hans livs-omstændigheder. Det får mig til at handle forkert i forhold til ham. Jeg er ikke god nok til at sætte grænser, for jeg kommer hele tiden til at synes, det er synd for ham. Og så har vi eddermame balladen, sku jeg hilse og sige! Så meget, at jeg er begyndt at frygte dagen, hvor han kommer hjem. Pinligt! Virkelig pinligt, men sådan er det.

Sådan var det også idag, jeg havde virkelig savnet ham, men jeg havde også nydt freden, og jeg frygtede den uendelige perlerække af konflikter, der ventede mig. Hans konflikter retter sig KUN mod mig herhjemme. Jeg er hans mor, Carsten er Carsten, det er han ganske fint klar over. Jeg er sikker på, det er sundt for ham at ha det sådan, men hold nu kæft, det er hårdt at være mor i. Og ensomt også. Nå, sidespor, der ku fylde et helt indlæg for sig selv, det jeg i virkeligheden var igang med, var at bygge op til alle de konflikter, der ventede mig idag.

Hvad sker der? Jeg henter den mest afbalancerede dreng i børnehaven. Drengen, der har hygget og leget hele dagen, der har ryddet op, forstået et nej, dækket bord, passet på sin lillebror (ok, træerne vokser ikke ind i himlen, han har også sparket ham i hovedet) - ja i det hele taget, den Jens, jeg kender, kom hjem til mig idag. Nu ligger han i min seng og sover, og om lidt vil jeg gå ind og se, om jeg kan få lov at putte helt ind til ham. Eller i det mindste bare ligge med næsen i hans hår. Oh, jeg frygter de nærmeste dage, hvor han skal til at sove på sit eget værelse.